Psykolog Louisa Madsen | Terapi & Parterapi på Østerbro

Par omfavner hinanden og arbejder med forskellig sexlyst, nærhed og intimitet gennem parterapi hos psykolog

Forskellig sexlyst og behov for nærhed i parforholdet? En case fra parterapi

Mange par oplever, at de har forskellig sexlyst, behov for nærhed og intimitet. Den ene savner mere kontakt, mens den anden føler sig presset og derfor trækker sig væk. Over tid kan dette skabe misforståelser, afstand og konflikter. I denne artikel deler jeg en fiktiv case og beskriver, hvordan jeg som psykolog og parterapeut arbejder med sådanne udfordringer i parterapi.

Når forskellig sexlyst og behov for nærhed bliver et problem

Et af de mest almindelige temaer i parterapi er forskelle i behovet for nærhed, intimitet og sex. Mange søger hjælp, fordi de oplever lav sexlyst i parforholdet eller konflikter omkring fysisk og følelsesmæssig kontakt.

 

Typisk beskriver den ene part: “Jeg føler mig nedprioriteret og afvist.” Mens den anden siger: “Jeg føler mig presset og fortvivlet over min manglende lyst.” Begge oplevelser er reelle, og ofte er ingen af parterne klar over, hvordan de gensidigt påvirker hinanden.

 

Som psykolog på Østerbro og parterapeut i København møder jeg ofte par, der er begyndt at tolke hinandens adfærd negativt, selvom begge længes efter mere kontakt og forbindelse – bare på forskellige måder.

Case: "Vi elsker hinanden, men vi er kørt fast"

Nedenstående fiktive case er sammensat af temaer fra flere klientforløb.

 

Mette og Anders har været sammen i ni år og har to børn. Anders savner fysisk nærhed, sex og initiativ fra Mette. Mette savner følelsen af ro, forståelse og følelsesmæssig kontakt. Mette føler sig brugt op i hverdagen, da hun lige er kommet tilbage til arbejde efter et længere stressforløb. Derudover står hun også for aflevering og afhentning af børnene, da Anders har længere arbejdstimer end Mette.

 

Når Anders tager initiativ til sex, oplever Mette det som endnu et krav i en allerede fyldt hverdag. Når Mette afviser initiativet, oplever Anders sig afvist. Anders savner nærhed og intimitet, men er ikke sikker på hvordan han skal udtrykke dette på andre måder end at lægge op til sex. Da Anders er vant til at blive afvist, lægger han typisk op til sex på en ”sjov” måde, så seriøsiteten ved initiativet er mindre og derfor ikke så sårbart hvis han får en afvisning igen.

 

Anders’ ”sjove” måde provokerer dog Mette, da den forstærker den mangel på ikke-seksuel intimitet, som Mette længes efter. Efterhånden er de havnet i et mønster:

 

  • Anders søger kontakt.
  • Mette trækker sig.
  • Anders bliver frustreret.
  • Mette føler sig presset.
  • Begge føler sig ensomme.

Begge ønsker egentlig mere nærhed, men deres forsøg på at løse problemet skaber paradoksalt nok mere afstand.

Hvorfor opstår konflikter om sex og intimitet?

Når par oplever forskellig sexlyst, handler det sjældent kun om sex. Bag konflikten gemmer der sig ofte dybere behov såsom:

 

  • Tryghed
  • Anerkendelse
  • Forbundethed
  • Accept
  • Følelsesmæssig nærhed
  • At føle sig ønsket

Mange par kommer til at diskutere sex på overfladen, mens den egentlige konflikt handler om længslen efter kontakt og betydning for hinanden.

Hvordan forstår IBCT forskellig sexlyst?

Integrative Behavioural Couples Therapy (IBCT), som er den teoretiske ramme jeg laver parterapi ud fra, tager udgangspunkt i, at mange parproblemer ikke kan løses ved blot at ændre adfærd. Ofte forsøger par i årevis at få den anden til at ændre sig:

 

  • “Du skal tage mere initiativ.”
  • “Du skal presse mindre på.”
  • “Du skal have mere lyst.”
  • “Du skal være mere kærlig.”

Problemet er, at disse forsøg ofte skaber modstand fordi den modtagende part føler sig angrebet og misforstået. IBCT fokuserer derfor først på at skabe forståelse for de bagvedliggende følelser, behov og sårbarheder.

 

I Mette og Anders’ tilfælde handler konflikten ikke blot om sex. Anders længes efter at føle sig ønsket. Mette længes efter at føle sig forstået. Når de opdager dette, bliver konflikten mindre polariseret.

Hvordan arbejder man med forskellig sexlyst i parterapi?

I parterapi arbejder vi ofte med tre centrale elementer:

 

  1. Identificering af det negative mønster: Parret lærer at se problemet som mønsteret mellem dem – ikke som den anden person.
  2. Empatisk forståelse: Begge parter hjælpes til at forstå den andens oplevelse uden straks at skulle forsvare sig.
  3. Accept og forandring: Vi arbejder med både accept og konkrete adfærdsændringer. Når parret føler sig mere forstået, bliver det ofte lettere at skabe nye måder at være sammen på.

Hvad kan par lære af denne case?

Hvis du kan genkende dig selv i denne case, er du langt fra alene. Mange par oplever:

 

  • Forskellig sexlyst
  • Manglende nærhed
  • Følelsen af afvisning
  • Konflikter om intimitet
  • Manglende følelsesmæssig kontakt

Det betyder ikke nødvendigvis, at kærligheden er væk. Ofte er det et tegn på, at parret er fanget i et mønster, som de ikke længere kan bryde alene.

Hvornår bør man søge parterapi?

Jo tidligere man søger hjælp, desto lettere er det ofte at ændre mønstrene. Parterapi kan være relevant, hvis I:

 

  • Gentager de samme konflikter igen og igen
  • Oplever lav sexlyst eller manglende intimitet som et problem i parforholdet
  • Føler jer ensomme i relationen
  • Savner nærhed og forståelse
  • Har svært ved at tale om sex og behov

Som psykolog/parterapeut på Østerbro i København hjælper jeg par med at forstå og ændre de mønstre, der skaber afstand, konflikter og ensomhed.

Forskellig sexlyst i parforholdet? I kan få hjælp i dag

Hvis I oplever udfordringer med lav sexlyst, forskellige behov for nærhed eller tilbagevendende konflikter om intimitet, er I velkomne til at kontakte mig. Book en tid allerede nu, eller kontakt mig for en uforpligtigende samtale, hvor I kan få jeres spørgsmål besvaret. Sammen kan vi undersøge, hvad der ligger bag jeres mønster, og hvordan I kan skabe større forståelse, tryghed og forbindelse i parforholdet.