Overvejer I parterapi? Guide til at tage skridtet
Alle par vil på et tidspunkt opleve konflikter, uoverensstemmelser, afstand eller andre mærkbare problematikker i parforholdet. Dette ser jeg ikke som en svaghed, men mere et tegn på at to personer godt vil kæmpe for den relation de har opbygget og at der også er en hel del på spil. Det kan dog godt være svært at arbejde med disse udfordringer selv, og parterapi er her en professionel og struktureret måde at gøre det på.
Hvis I er nysgerrige på parterapi, så læs denne artikel.
Hvad er parterapi?
Parterapi er en terapeutisk proces, hvor I som par arbejder sammen med en psykolog eller terapeut om jeres relation. Formålet er at hjælpe jer med at forstå og håndtere de mønstre, konflikter og dynamikker, der påvirker jeres forhold.
Det er vigtigt at understrege, at parterapi ikke kun er for par i krise. Mange vælger også at gå i terapi forebyggende for at styrke deres relation og udvikle bedre måder at kommunikere og være sammen på. Målet med parterapi varierer alt efter hvad parret oplever i deres relation og ønsker af et forløb, men overordnet set sigtes der efter at skabe en mere tryg, respektfuld og meningsfuld relation.
Man kan arbejde med mange emner og domæner, men typisk arbejder man med:
- Kommunikation og følelsesmæssig forståelse
- Konflikthåndtering
- Intimitet og nærhed
- Fælles værdier og forventninger
Hvornår har man brug for parterapi?
Der kan være mange grunde til, at par opsøger parterapi. Ofte handler det om tilbagevendende mønstre eller situationer, der skaber afstand eller frustration i relationen. Nogle af de mest almindelige udfordringer er:
- Kommunikationsproblemer og misforståelser
- Gentagne konflikter uden løsning
- Følelsesmæssig afstand eller manglende intimitet
- Tillidsbrud, herunder utroskab eller løgne
- Uenigheder om værdier, roller eller livsvalg
- Store livsændringer som børn, sygdom eller jobskifte
Disse udfordringer kan over tid føre til fastlåste mønstre, hvor begge parter føler sig misforstået eller alene i relationen. Mange par går først i terapi når løbet er kørt, altså når de ser parterapi som en sidste løsning. I dette tilfælde kan parterapi godt hjælpe, men man risikerer her at have opbygget foragt for sin partner, hvilket er svært at komme til bunds i. Derfor anbefales det at søge parterapi mens begge parter stadig ønsker det bedste for dem selv, deres partner og det fælles parforhold.
Parterapi kan også være en fordel at tage til sporadisk efter det første forløb, i tilfælde af at der opstår problematikker som man vurderer kan håndteres bedst med en terapeut.
Hvad får man ud af et forløb?
Parterapi kan hjælpe jer med at:
- Genfinde nærhed og samhørighed
- Forbedre jeres kommunikation
- Forstå hinandens behov og reaktioner
- Bryde negative mønstre
- Skabe et mere stabilt og tilfredsstillende forhold
I nogle tilfælde fører terapien til, at parret finder hinanden igen og bliver tættere end før. I andre tilfælde kan den hjælpe med at afslutte forholdet på en respektfuld og afklaret måde, hvilket også kan være en betydningsfuld og helende proces.
Sådan foregår et forløb
Et parterapiforløb starter typisk med en indledende samtale, hvor jeres udfordringer og ønsker afdækkes. Herefter tilrettelægges et forløb, der passer til jeres situation. Hos mig er den indledende session en struktureret samtale hvor jeg spørger ind til jer som individer for at forstå personlige motivationer og emotionelle sensitiviteter, jeres parforhold for at forstå jeres fælles historie og jeres oplevelse af problemområder for at danne en personlig plan for jeres forløb. Vi gennemgår også jeres værdier, ønsker og eksplorerer jeres tilknytningsmønster for at øge forståelse for hinanden.
Den parterapeutiske tilgang, jeg arbejder ud fra, er eklektisk, hvilket betyder, at jeg integrerer forskellige metoder afhængigt af jeres behov. Mit primære fundament er dog Integrative Behavioural Couple Therapy (IBCT), som er en evidensbaseret tilgang med fokus på både forandring og accept i parforholdet. IBCT tager udgangspunkt i, at et velfungerende parforhold både kræver vilje til forandring og evnen til at acceptere hinandens forskelligheder.
Når forståelse skaber forandring i jeres parforhold
I min måde at arbejde på handler det ikke kun om at “løse problemer”, men i høj grad om at forstå de mønstre, I som par er havnet i. Ofte er det ikke selve konflikterne, der er problemet, men måden I reagerer på hinanden på. Derfor hjælper jeg jer med at få øje på de dynamikker, der fastholder jer og skabe nye måder at møde hinanden på. Jeg hjælper jer med at forstå, hvad der ligger bag jeres reaktioner, f.eks. sårbarheder, forskelligheder og tidligere erfaringer, samtidig med at vi arbejder konkret med nye måder at kommunikere og håndtere konflikter på.
Et centralt element i min tilgang er at skabe et trygt rum, hvor I begge føler jer hørt og forstået, uden at der placeres skyld. Målet er ikke, at den ene får ret, men at I sammen får en dybere forståelse af hinanden og jeres relation. Samtidig er mit arbejde handlingsorienteret. Det betyder, at I ikke kun får indsigt, men også konkrete redskaber, som I kan bruge i jeres hverdag til at bryde fastlåste mønstre og styrke jeres relation.
Kort sagt hjælper jeg jer med både at forstå og forandre jeres samspil så I kan skabe et mere trygt, fleksibelt og bæredygtigt parforhold.
Parterapi på Østerbro i København
Parterapi er i sidste ende en investering i jeres relation og jeres fælles liv. Uanset om målet er at styrke forholdet, finde hinanden igen eller skabe en god afslutning, kan professionel hjælp gøre en afgørende forskel. Med den rette støtte kan I få nye perspektiver, bedre forståelse og konkrete redskaber til at skabe et mere trygt og bæredygtigt parforhold.
Hvis dette lyder som noget for jer, kan I allerede nu booke en session eller I kan kontakte mig for en uforpligtigende samtale for at høre om det kan være noget for jer. Jeg praktiserer på Østerbro i København hos Arnestedet.
Er I nysgerrige på, hvad parterapi kan gøre for jer?
Det kræver mod at kigge på sit forhold – og det er ofte her, udviklingen begynder. I er velkomne til at række ud for en uforpligtende snak eller booke en tid, når det føles rigtigt.